Menu Luk

Asmus Korn og Steen Vraasø

Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård – Lørdag den 11. april 2026 kl. 13:00–15:00
Udstilling: 11. april – 3. maj 2026

Et møde mellem to oplevelsesformer
– i maleri og akvarel

Asmus Korns malerier er abstrakte og eklektiske. Han forsøger at fange et øjeblik af en begivenhed, en følelse, stemning, omgivelse. De enkelte elementer, der er med til at skabe det øjeblik, spredes ud på et lærred. De arbejder sammen, men skal også ses individuelt.

Han siger: ”Min arbejdsgang starter med at vælge en specifik monokrom baggrundsfarve. Det bliver en farve, som jeg har gået og tænkt over, og så justerer jeg i takt med, at jeg begynder at blande farven. Herefter følger den første abstrakte figurs grundfarve, som udvikler sig, mens jeg maler og lader mine tanker og sanser blive malet på lærredet. De abstrakte figurer tilføjes én efter én på den monokrome baggrund og fremhæves gennem det tomme rum omkring dem.

I mit arbejde er det ekstremt vigtigt at afveje værk og proces. Jeg er dog ikke i tvivl, når maleriet er færdigt.”
Asmus Korn har en akademisk baggrund inden for bryggeri og fødevareproduktion, men er samtidig autodidakt som kunstner og arbejder primært med akrylmaling på lærred.


Steen Vraasø begiver sig ud i naturen for at male. Det er vigtigt at give sig tid til at sanse lokaliteten, få motivet under huden.

Som han siger: ”Denne oplevelse er stjernestunden for mig – og udgangspunktet. Jeg har i årenes løb været optaget af at male akvarel, især i Sydeuropa. Lyset, bjergene, husene med de gyldne farver, vegetationen og folkelivet fascinerer mig og er inspirationskilder til mine billedudtryk. Ambitionen er at indfange en stemning med fokus på lys-og skyggevirkninger. Jeg finder dog også inspiration i Nordens natur, hvor rejser til Lofoten og Færøerne har brændt sig fast som inspiration til mine billeder. Når jeg ikke maler on location, bliver mine billeder til i det hjemlige på baggrund af studier, skitser og fotos fra mine rejser.”

Steen Vraasø er oprindelig lærer i billedkunst som linjefag. I dag underviser han i akvarelmaling.

Asmus Korn What’s a Product Without a Home?, akryl på lærred, 60 x 80, 2025
Steen Vraasø Får på diget, Nordfriesland, akvarel, 80 x 60, 2023
Steen Vraasø Sommeraften på Fejø, akvarel, 60 x 40, 2022