Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård – Lørdag den 22. marts 2025 kl. 13:00–15:00
Udstilling: 22. marts – 13. april 2025
Om menneskelige relationer i maleri og skulptur.
Nathalie Cohn er uddannet keramiker fra Det Kongelige Akademi i 2023, og hendes kunstneriske praksis er funderet i arbejdet med keramiske skulpturer.
Tematisk centrerer værkerne sig om sorg og kærlighed, liv og død. De er abstraktioner over vores væren i verden som levende væsner. Det organiske, levende formsprog udspringer fra tabet af en nær ven og den efterfølgende sorgproces. Glasurarbejdet leder i sit flydende udtryk tankerne hen på dramatiske naturkræfter, der illustrerer vores forbundethed med verden omkring os.
Et formmæssigt element går igen i alle værkerne: Det negative rum. Det forholder sig begrebsligt til det nærvær i fraværet, der er så gennemgribende i en sorgproces. Skulpturerne forholder sig til, hvad det vil sige at holde sig levende til trods for det, der mangler i os, og som vi har mistet.
Pia Buchholtz’ udstillede værker handler ligeledes om menneskelige relationer. En fællesnævner er grænserne mellem selvfremstilling og autenticitet. Hvor langt vil vi gå for at blive set og bekræftet, og hvornår hviler vi i os selv og vores fremtræden?
Pia Buchholtz arbejder med en serie af værker, som er malede “selfie” portrætter. Hvad sker der, når et flygtigt billedsprog, “selfien”, transformeres til et mere bestandigt klassisk maleri?
Hun har igennem flere år arbejdet med at mestre og eksperimentere med de mere klare farver. Og malerierne er direkte, stærke og kontrastfyldte i farvevalget. Det færdige maleri skal både tale, lytte og tie på en gang.
Pia Buchholtz er uddannet fra Århus Kunstakademi 1986-90 og har svendebrev som grafiker.