Fernisering lørdag d. 3. december kl. 13-15 i Birkerød Gl. Præstegård.
I 2018 startede en helt ny udstillingsform i Birkerød Kunstforening. Vi kaldte den Fremtidens Kunstnere, og den blev en stor succes – og her i 2022 udstiller nye, unge kunstnere igen i Gl. Præstegård fra 3. december til 11. december 2022: Fremtidens Kunstnere IV.
Som i 2018 får kunststuderende fra Birkerød Gymnasiums internationale afdeling, IB (International Baccalaureate,) her mulighed for at vise deres værker på professionelle vilkår, igen under ledelse af deres lærer Linda Falkesgaard. I år viser eleverne værker inden for mange felter: maleri, tegning, skulptur, collage, fotografi, installation, design.
På IB har faget ARTS samme tyngde som alle andre fag, og eleverne skal både til eksamen i kunsthistorie og bedømmes på deres egne værker. Flere af IB-eleverne optages efter deres eksamen på kunstakademier over hele verden.
Sidst var købelysten stor blandt et veloplagt publikum, så kom også denne gang og se hvad der rører sig inden for den helt moderne kunst. Der er mulighed for at tale med de unge kunstnere på ferniseringsdagen.