Menu Luk

Grazyna Gotz

Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård – Lørdag den 24. maj 2025 kl. 13:00–15:00
Udstilling: 24. maj – 15. juni 2025

Abstraktion i olie på lærred – bevidst og konsekvent.

Om sit arbejde siger hun: “Jeg arbejder med billedets dybde, overflade, stoflighed, lys og først og fremmest farve. Jeg fører langsomt et tyndt lag farve på det eksisterende, til billedet bliver mættet og modent. Det er en langvarig proces, da oliefarver tørrer langsomt. De nødvendige ventepauser i selve malerprocessen bruger jeg på at reflektere, overveje, finde nye løsninger. På den måde skaber jeg malerier, som i en symbiotisk proces vokser sig større i spontanitet efterfulgt af eftertanke.
Jeg fører en daglig dialog med mine værker, mens jeg arbejder på dem. Og dialogen fortsætter, når de færdige billeder kommer i det offentlige rum og taler til betragteren.
I mine udstillinger bestræber jeg mig på at skabe en totaloplevelse, hvor stemninger, farver og rytmer associerer til et overordnet koncept. Jeg tilrettelægger dem nøje i dialog med udstillingsrummet – jeg søger at skabe en ny kunstnerisk værdi ved samspillet mellem mit maleri og rummets arkitektur, størrelse, karakter, farve– og lysforhold.
På den måde håber jeg at kunne etablere en nonverbal kommunikation og formidle positive energier og værdier, som kan være berigende for beskueren. Alt dette i bestræbelsen på at gøre opmærksom på nødvendigheden af det mentale/åndelige aspekt i det moderne samfund – det opfatter jeg som en af de fornemste opgaver for en kunstner i samtiden”.

To Capture olie på lærred, 150×130, 2020
Twin olie på lærred, 45×45, 2019