Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård – Lørdag den 7. marts 2026 kl. 13:00–15:00
Udstilling: 7. marts – 29. marts 2026
En dialog mellem Søren Hansen og Lars J. Falkenberg
Udstillingen udforsker de subtile måder, hvorpå forskellighed kan skabe en følelse af sammenhæng og enhed. Gennem deres kunstværker præsenterer de to kunstnere en dialog mellem forskellige stilarter og udtryk.
Søren Hansen skildrer hverdagssituationer gennem sin pensel. Ikke skyggesiderne, men de optrin og miljøer, som vi alle kender, og som alligevel rummer en egen historie. Her står de frem i en malerisk beskæring og bliver bærere af en stemning, som vi kan genkende og kan spejle os i.
Motiverne kan virke trivielle, men de rummer alligevel ofte en kant og et spørgsmål, der inviterer betragteren til at digte videre.
Søren Hansen er uddannet som reklametegner og har arbejdet som grafiker og art director. Han har udstillet siden 1976.
Lars J. Falkenberg er uddannet fra Danmarks Designskole. Han arbejder opfindsomt og udfordrende med skulpturelle abstraktioner i skiftende materialer. Fokus er på det logiske og serielle. Men også på det taktile, ligesom interaktionen med rummet og betragteren spiller en rolle.
De to slags billedverdener træder frem i hvert sit sprog. Men alligevel indleder de også en samtale med hinanden.

