Fernisering i Birkerød Gl. Præstegård – Lørdag den 7. februar 2026 kl. 13:00–15:00
Udstilling: 7. februar – 1. marts 2026
Farver og fortællinger
Mikala Varmings billedudtryk er let og fabulerende. Det er fuldt af åbne fortællinger, som afspejler hendes fascination af naturen, mystik og symboler, fortællekunst og film.
Hendes billeder er figurative og ofte en kombination af lette transparente og detaljerede dele, hvor hun tegner enten med en fin pensel eller blyant, sat sammen med mere rå elementer med tyk maling, lagt på med spartel eller pensel. Ved at kombinere de forskellige teknikker, lag eller udtryk skaber hun i flere af sine malerier en næsten collageagtig effekt, for på den måde at skabe kontraster og effekter som komplementerer og fremhæver hinanden og finder en ny balance.
Fælles for hendes malerier er et ønske om at skabe stemninger og fortællinger, som man kan gå på opdagelse i, og som er åbne for fortolkning.
Mette Brinchs billedudtryk er mere stramt og musikalsk. Hun skaber tredimensionelle kunstværker i træ. Her arbejder hun med undersøgelse og afprøvning af former og farver, præcision og rytme. Hun er meget optaget af farvetoner og ellipsen som form, og hvordan de åbne rum, lyset og skyggerne spiller ind på oplevelsen af hendes værker.
”For at opleve mine værker bliver man nødt til at bevæge sig rundt om dem. Værkerne bærer titlen Points of View, fordi vinklen, man betragter værkerne fra, har betydning for oplevelsen.”
”Jeg har malet på lærred i mange år. For nogle år siden fik jeg lyst til at komme ud med mine figurer i rummet. Jeg har altid konstrueret, når jeg maler, og aftegnet mine figurer skarpt, så jeg kan bruge dem
som en slags byggesten. Jeg har også altid været meget interesseret i farverne.”
Begge kunstnere har atelier på Kunstværkstedet Margarinen i Nærum.

