Menu Luk

Birkerød Gl. Præstegård er ikke så gammel endda. Den blev bygget i begyndelsen af 1940erne, som afløsning for den rigtig gamle præstegård, som var fra begyndelsen af 1700 tallet og som blandt andre havde huset den kendte Birkerød-præst Henrik Gerner. Hans portræt – og lænker fra fængselsopholdet – kan ses i Birkerød kirke og en statue af ham står foran præstegårdshaven med front mod kirken. Den er skabt af billedhuggeren Johs. Kragh (1870 – 1946).

Præstegården bestod oprindelig af et hovedhus og to lange bindingsværkslænger. Haven gik helt ned til Birkerød sø. Det hus som nu står, blev opført som bolig for Birkerøds nye præst Sven Melbye som kom til c. 1940.

I 1996 overtog Birkerød kommune bygningen og bestemte, at den skulle anvendes hovedsageligt til kulturelle formål.

Birkerød Kunstforening har siden da haft løbende udstillinger i Birkerød Gl. Præstegård, der er udstillinger året rundt bortset fra juli måned og fri adgang for alle. Udstillingerne omfatter alle former for kunst: maleri, skulptur, keramik, tegning, tryk, foto, installationer mm, fortrinsvis af nulevende, danske kunstnere, men også kunstnere fra andre nordiske, europæiske og oversøiske lande udstiller her.

I haven er opstillet skulpturer. ”Den Grønne Pæl” af Jørgen Haugen Sørensen på plænen mod stationen og en sandstensskulptur af Gerhard Nielsen ud mod kirken.Tæt derved ligger også en sten i plænen. Den er blevet kaldt ”Birkerøds ældste kunstværk” og er en kultsten fra bronzealderen med over 30 skålgruber (frugtbarhedstegn). I den lille lund mod rådhus og bibliotek står en lille mindesten over F.C. Sibbern og lidt derfra står ”Nordfuglene” af Nibe-kunstneren Thorvald Odgaard.